Gjorslev Gods 29/8 2018

Sommertur til Gjorslev gods 29. august 2018

Så fik vi endnu engang en rigtig dejlig tur. Onsdag den 29. august drog 57 morgenfriske seniorer afsted med en af Helsingør Turistfarts gode chauffører, Morten. Det var lidt gråt i vejret, da vi startede, men det var meget passende til at køre i bus i.

At køre ad motorvej er ret trivielt, så vi havde talt med Morten om, der kunne findes en hyggeligere vej og det lovede han at finde, lige så snart vi var kommet til Køge. Vi kørte igennem Køge By og fik fortalt lidt om, hvad der skete omkring havnen og vi kørte forbi minibyen, som vi fik anbefalet at se engang. Turen foregik af naturskønne veje, ned til Gjorslev Gods som ligger i Holtug Sogn på Stevns. 


Efter en times kørsel ankom vi til Gjorslev Gods. Der blev lige tid til en kort drikkepause. Derefter en gå-tur op til det spændende gods, nogen kalder det også Gjorslev slot. De ældste dele af slottet er en korsformet og 30 meter høj borgbygning som er omringet af voldgrave og opført af roskilde- bispen Peder Jensen Lodehat i årene1396 til 1400. Borgen er bygget af kridtsten fra Stevns Klint samt af munkesten. Den nordre sidefløj er bygget i 1638 0g den sydlige sidefløj i 1843.

På vej på til godset ligger der avlsgård og bygninger på begge sider, hvor der er stor malkekvægbesætning.


Da vi nåede op i borggården blev vi taget imod af Jesper Jørgensen, som skulle vise os rundt.

Han samlede hele skaren og meddelte, at han var nødt til at fortælle, at den gamle godsejer Peter H. Tesdorf var afgået ved døden den 24/8 og de havde overvejet at aflyse vores arrangement, fordi han skulle begraves den 31/8 og godsets lokaler skulle bruges efter begravelsen og var derfor møbleret i de lokaler vi skulle rundt i. De havde dog besluttet at gennemføre, så vores arrangement ikke skulle aflyses. Det var ret hård for Jesper Jørgensen, idet han og den gamle godsejer havde været nære venner i 40 år, bl.a. havde de spillet parforcehorn sammen, ved forskellige lejligheder så sent som en uge før godsejeren døde.


Jesper Jørgensen fortalte om godsets historie udenfor og herefter gik vi ind i den spændende bygning. Vi blev ført ind i Pillesalen, hvor vi blev bedt om at sætte os, for nu skulle vi høre om alle årstallene igennem de 600 år, Gjorslev gods havde bestået. Det var utroligt morsomt og spændende.

Jesper Jørgensen har skrevet en bog om hele perioden, så derfor vidste han mange ting og var en fantastisk fortæller. Der var musestille – altså når vi ikke morede os højlydt – under hele foredraget.


Så fortsatte vi over i venstre Korsarm i en meget smuk sal, som bliver brugt til koncerter. Her kunne være 100 tilhører. Der var en flot akustik. For at bevise det, spille Jesper Jørgensen på sit parforce- horn. Det lød utroligt flot. Det var nogle meget smukke rum, smykket med forskellige våbenskjold.


Vi gik op ad en meget gammel og smuk trappe til 1. salen og så endnu en sal, Rosensalen, hvor der

var opmagasineret en del møbler i forbindelse med begravelsesfesten. Endelig sluttede vi i Alexandersalen, hvor der var en gipsfrise udført af Thorvaldsen samt billeder og malerier af den nuværende familie. Den nye unge godsejer fik overdraget godset i maj 2018, i forbindelse med udgivelsen af en ny redigeret bog om Gjorslev Gods.

Da vi kom ud fra godset skinnede solen og vi fik en kort køretur til traktørstedet Bøgeskoven, hvor vi spiste frokost. En fantastik buffet, som blev fyldt op hele tiden. Superlækkert.

Vi fik efter frokosten en dejlig pause, hvor der var mulighed for at gå ned i en lille havn og nyde det gode vejr, og muligheder for at snakke med nogen kolleger, som man ellers ikke får snakket med.


Efter en god kop kaffe og kage kørte vi hjem til Rådhuset. Rigtig mange gav os positive tilbagemeldinger på, at det havde været dejligt at vi ikke skulle jage afsted og der var god tid til at få snakket med hinanden.


Endnu engang en rigtig god tur med gode oplevelser.