Holmen 27/4 2016

Forårstur til Holmen 27/4 2016

Onsdag den 27. april 2016 drog 43 medlemmer fra BRS på forårstur til Marinestationen Holmen, der er militært område kaldet Nyholm.


Forårsvejret var svært at få øje på. Det var koldt, blæsende og med regnbyger ind i mellem, men det klarede alle flot. Vi blev modtaget af 3 tidligere ansatte ved Søværnet, som arbejder som frivillig på området og som skulle guide os rundt på flådens 3 ikoner fra ”den kolde krig”,ubåden Sælen, torpedomissilbåden Sehested og fregatten Peder Skram plus Mastekranen.


Vi blev delt i 3 grupper og fik herefter en fantastisk rundvisning af de professionelle guider, der bare kunne fortælle om livet ombord på bådene samt nogle sjove anekdoter.


Ubåden Sælen har haft en besætning på 24 m/k´er. Da der var døgnbemanding, var der ikke en køje til hver. Der var 3 holdsskift og man gik ned og purrede, den som skulle på vagt og overtog så køjen. Der var ikke meget plads, og besætningen var heller ikke så høje, som de mænd vi har i dag. De fik sig nogle buler i panden. Sælen er den eneste u-båd, der har deltaget i krig og den blev taget ud af drift i 2004.   

Torpedomissilbåden Sehested, var en del af de i alt 10 både, der blev bygget i 1974 – 77.      Der var 2 stk. torpedoer ombord, som kunne ramme mål på mere end 12 km. afstand. Den kunne lades med 84 granater i tromlen, og kunne affyres uden videre på 60 sekunder. Vi blev vist rundt i de smalle gange, ned i maskinrummet af stejle trapper, heller ikke her var der meget plads.


Så blev det tid til fregatten Peder Skram, som nok er den mest kendte på grund af Hovsa-missilet, der blev affyret i 1982 ved Lumsås. Vi fik en beskrivelse af, hvorfor det skete.

Peder Skram var kommandoskib under den kolde krig, som koordinerede missilangreb på fjendens landgangsstyrker. Her var besætningen på 180, så der var bedre forhold. Vi fik set de meniges banjer og officerernes lukafter, samt chefens beboelse med rigtige seng. I kabyssen var pander og gryder så store, at vi ikke kunne løfte dem, men det krævede også noget grej, når der skulle laves mad til 180. Alle fik det samme at spise. Hver dag blev en portion af maden prøvesmag af chefen, og når han havde godkendt maden, kunne den serveres. Det var spændende at se skibets hjerne – operationsrummet, hvorfra ”krigen” blev styret af chefen og hans stab.


Sidst men ikke mindst var vi oppe i Masterkranen. Et flot byggeri helt i træ, med mur rundt om, som en skal, der beskytter træværket mod vind og vejr. Fantastisk bygning fra 1749.


Vi kravlede op af mange etager trapper til toppen, hvorfra der var den flotteste udsigt over hele København. Det må siges, at vi fik dagens motion og havde heldigvis plads til frokosten.

Den blev indtaget i Peder Skram i officersmessen, med hvide duge eller i mandsskabs-messen kaldet slyngelstuen. Vi fik serveret dejlig skipperlabskovs med det hele, øl, vand og snaps ad libitum og sluttede med kaffe

Vi synes, det havde været en rigtig spændende oplevelse og der var stor ros til de 3 guider.