København - Dragør 13/6 2019

Bustur til København/Dragør 13. juni 2019

Vi startede fra Ballerup Rådhusplads kl.9.00 og blev kørt mod København af vores chauffør "Danny".  Vi havde medbragt vores nye sanghæfter og dagen startede med  "Er du dus med himlens fugle" - hyggeligt. Vi kørte mod Sydhavns station for at samle vores guide (Jens Mandal) op.


Sluseholmen kunne vi ikke komme ud på i bus på grund af vejarbejder, men fra Teglholmen kunne vi se over på Nokiabroen, der går tværs over en af kanalerne. Noget byggeri på Teglholmen så ud til at ligge ganske tæt.


Så kørte vi mod Nordhavn forbi  H.C. Ørstedsværket og senere Svanemølleværket, fordi vi skulle en tur ud på Oceankajen, hvorfra man kan se store dele af det nye København. På Oceankajen er der nu plads til 3 store krydstogtskibe og en 4. er på vej. Infrastrukturen der ud til er elendig - det kræver næsten, at kommer du med et krydstogtskib, skal du "busses" derfra.


Vi pausede kort ved Kastellet, og ved Østerport station så vi noget ikke særligt kønt nybyggeri - det lignede lidt en kommandobro på en skib. Nu gik turen så videre ud over "reffen", hvor vi skulle se "Amager Bakke", der p.t. er lukket. Der var højt ned.


Næste stop var Amager Strandpark, hvor vi fra bussen fik kaffe og øl og vand efter behov - nogle købte is, for ishuset var åbent. Her fra fik vi set en masse fly lande og Øresundsbroen indhyllet i varmedis.


Turen gik her fra videre til Ørestaden forbi Bella Sky, og vi var ude af bussen ved "8-tallet" og igen, da vi nåede til "Bjerget". Begge byggerier står Bjarke Ingels bag. Spændende byggerier at besøge.


Så sagde vi farvel og tak til guiden ved en Metro station og fortsatte til Dragør Fort, hvor vi skulle have vores frokost - godt sultne - klokken var jo blevet 14.00. Vi fik en platte og en genstand til maden betalt af foreningen. Snaps og ekstra drikkevarer var for egen regning. Maden var lækker - ud over platten fik vi en mørbradbøf a la creme. Torben, der ejer Dragør Fort fortalte om fortet, og vi var rundt for at se de gamle turbiner og lokaler, og nogle var oppe på toppen af fortet for at kaste et blik ud over Øresund. Så tilbage til kaffe og kage, og så var det slut for i dag. Desværre havde stedet ikke nok brochurer fra stedet. Vi fik en som også er lagt her på hjemmesiden under turen.


Kl. 16.15 gik turen så hjemad med forventet ankomst Ballerup kl. 17.00. Det blev lidt senere på grund af trafikken. På hjemvejen gjorde vi også brug af vores nye sanghæfte og det blev til et par sange - chaufføren syntes, vi sang så fint.


Tak for en god tur til alle.