Nyvang 3/6 2014

BRS til Nyvang  3/6 2014

BRS i det nostalgiske hjørne


Tirsdag den 3. juni  var dagen, hvor et halvt hundrede medlemmer samt ægtefæller fra Ballerup Rådhus Seniorklub i den næsten fyldte turistbus satte kursen mod Andelslandsbyen Nyvang, der ligger få kilometer fra Holbæk.


Ved rastepladsen og ishuset ved Munkholmbroen gjorde vi holdt, hvor der var lejlighed til en forfriskning i det smukke forsommervejr.


Efter ankomsten til Nyvang blev vi fordelt på to hold, og med to overordentlig kompetente guider i spidsen, gik vi rundt i det smukt beliggende og levende frilandsmuseum med de velholdte bygninger, hvor atmosfæren åndede nostalgi fra slutningen af attenhundredetallet og begyndelsen af det nittende århundrede, hvor andelsbevægelsen bragte velstand til det den gang knap så velstående danske folk.


Stor var opmærksomheden ved besøget i Trønninge Brugsforening, der var spækket med effekter fra tiden ”før verden gik af lave”, og jeg selv kunne nikke genkendende til mange af effekterne, der i min barndom prægede min dagligdag. Der blev da også lidt indkøb i den gamle brugs, hvor de venlige ekspedienter var i deres es.


Der var besøg i den gamle skolestue, hvor nostalgiske tanker atter fik frit løb. Spanskrøret så noget slidt ud, og lokalet samt pultene og det indre interiør vidnede om fortidens trange fysiske kår for børn og lærere.


Sidenhen kunne der købes slagterivarer hos slagteren, brød m.v. hos bageren, og det vbar tydeligt, at vi BRS sugede til os af guidernes store viden om andelsbevægelsen i Danmark og om Nyvang og landsbyens historie.


Der var bestilt frokost i Café Madam Blå, hvor det frisk tillavede smørebrød gled ned - og for mit vedkommende - ledsaget af en velskænket ”fadbamse”. 


Snakken gik lystigt ved bordene, hvor vi nød kaffen samt den de lækre lagkager, og vi var tilsmilet af heldet, da regnen først satte ind, mens vi rullede mod Ballerup.


Tak til alle for en fin tur med god stemning, og en særlig tak til de nye ansigter i vor aktive kreds. Bussen rullede op foran rådhuset ved 16-tiden med BRS’erne efter en dejlig tur ud i det danske forsommerland og i særdeleshed i godt selskab med kolleger og disses pårørende.


Næste arrangement, hvor BRS tager på tur, er onsdag den 27. august 2014, hvor busturen går til Odense, og vi besøger Dansk Jernbanemuseum og Brandts Klædefabrik. Forkosten i Odense indtages i Restaurant Carlslund i Fruens Bøge. På hjertelig gensyn til august og fremtidige BRS-arrangementer skal lyde fra bestyrelsen.


Ref. Conrad van Acker.