Nordisk Film 13/4 2015

Nordisk Film 13/4 2015

BRS besøgte Nordisk Film


Forårsturen gik mandag den 13. april til Valby, hvor vi fik et ganske fyldigt indtryk af de fysiske rammer, der huser verdens ældste filmselskab, og i forbindelse hermed fik de 57 veloplagte BRS-besøgende en stor oplevelse på de guidede rundture.


Da Nordisk Film ikke rådede over deciderede venterum, kunne vi i den halve times ventetid mærke den kolde forårsvind, inden vi blev budt velkommen af to entusiastiske og charmerende guider, Marie Louise og Anne, der i godt halvanden time gav os et grundigt indtryk af Nordisk Film, hvor de undervejs fortalte anekdoter fra det mere end 100 år gamle filmselskab.


Vi fordeltes på to hold, og vort hold startede i biografen, hvor vi så den berømte film ”Løvejagten”, der var den tids danske biografoplevelse. Vores guide fortalte om denne films historik og blotlagde nogle af sekvenserne, der enten ikke var tilsigtede eller også var totalt mislykkede. Men sjovt og interessant var det. Og så er det ikke mere end 100 år siden, at de to stakkels aldrende hanløver måtte lade livet på øen Elleore i Roskilde Fjord, hvor den drabelige jagt blev optaget!!


Vi så de store atelierer, hvor blandt andet succesen ”Lykkehjulet” i mange år blev optaget, og her optog man - og stadig optager - mange andre talkshows, reklamespots og musikvideoer.


Vi samledes til en rundtur blandt de gamle bygninger, kikkede ind i Valdemar Psilanders garderobe. Valdemar Psilander var stumfilmens superstar og den tids mest kendte danske skuespiller, der desværre afgik ved døden i 1917 blot 32 år gammel.   


Vi fik en masse at vide om stifteren af filmselskabet Ole Olsen og om hans måde at drive en kreativ filmforretning. Vi hørte om legenderne Erik Balling og Henning Bahs, om monstersuccesen ”Matador”, og ”Olsen-Banden” og om de mange skuespillere, som gav - og stadig giver - os mange uforglemmelige oplevelser såvel på TV som på det hvide lærred.


Efter endt besøg på Nordisk Film var gåturen ganske kort til vort spisested Hotel Fy og Bi, hvor vi blev beværtet med en ganske udmærket frokostplatte, og i de hyggelige selskabslokaler på første sal gik snakken lystigt omkring de veldækkede borde, hvor vi sluttede af med kaffen.


Alt i alt synes jeg, at det var et ganske fint BRS-arrangement, og der var i udpræget grad positive tilkendegivelser fra mange af turens deltagere.


Referent Conrad van Acker, 25. april 2015